Udviklingsprocessen

Udviklingen af de nye toldsystemer er en kompleks it-opgave, som har mange afhængigheder, og der er processer, vi som styrelse er underlagt og må tage hensyn til i udviklingen. Der skal bl.a. tages højde for, at systemerne er knyttet sammen med it-systemer i de danske virksomheder, i EU og i andre offentlige myndigheder.

En række it-systemer udvikler Danmark selv, mens andre udvikles i EU-regi og er fælles for alle EU-lande.
Toldstyrelsen og Skatteforvaltningen har som udgangspunkt valgt at købe standardsystemer, der tilpasses danske forhold, frem for specialdesignede systemer. Det har vi valgt for at reducere risici ved at implementere flere nye og store systemer på kort tid.

I udviklingen af nye toldsystemer skal vi som styrelse igennem en lang og grundig proces fra behovsafklaring til udrulning. Figuren illustrerer udviklingsprocessen for mange af de nye toldsystemer. Det er ikke alle systemer, som følger samtlige trin i processen.

Udviklingsprocessen for systemer

1.) Allerførste skridt er at afdække, hvad det eksisterende system kan, og hvad det nye system skal kunne. Toldstyrelsen skal leve op til de krav, som er fastsat af EU, og derfor er behovsafklaringen vigtig. 2.) Afhængigt af projektets størrelse foretager et revisions- eller konsulentfirma en ekstern gennemgang af krav, beregninger m.m. 3.) På baggrund af den eksterne gennemgang skal finansieringen godkendes i Folketinget. 4.) Nu kan udbudsprocessen og den efterfølgende udvælgelse af leverandør gå i gang. 5.) Når leverandøren er valgt, er der en såkaldt stand-still-periode, hvor tabende parter har mulighed for at klage. Først herefter indgås kontrakten. 6.) It-udviklingen sættes i gang, og hvis det er relevant, involveres erhvervslivet, fx i brugerundersøgelser eller til orienteringsmøder. 7.) Også i testfasen involveres erhvervslivet, fx ved test af integrationer. 8.) Før udrulningen af et system kan det være nødvendigt at vejlede og træne brugerne af det nye system. Træningen kan være for både interne medarbejdere i Toldstyrelsen og brugere i virksomhederne. 9.) Til sidst sættes systemet i drift.

EU-tidsplanen kan man få et overblik over de største systemreleases fra 2019 til udgangen af 2025.