Gå til sidens indhold

50 år med hundetjenesten i ord og billeder

Toldstyrelsen fejrer i år 50 års jubilæum for hundetjenesten. Jubilæet blev markeret med en reception for over 40 hunde og deres hundeførere på havnen i Aarhus den 29. august.

1968 blev de første to schæferhunde optrænet til at finde hash, og siden da har hundene været et vigtigt redskab i Toldstyrelsens arbejde med at opspore ulovlige og farlige stoffer på vej ind i Danmark. 

Siden starten i 1968 er flere hunderacer kommet til. Først brugte man schæferhunde, for dem havde man allerede i tjenesten som vagthunde, men efter hånden kom både labradorer, cockerspaniels og andre racer til. Opgaverne blev også flere. Hundene skulle lære at opsnuse narkotika, dopingstoffer og endda pengesedler.

Her følger en historisk gennemgang af hundetjenestens 50årige historie i ord og billeder.

 

1968: De første hashhunde i Danmark

Narkotiske stoffer begynder at blive et problem i Danmark. Toldgrænsekorpset, som har tjenestehunde, får i 1968 tilladelse til forsøgsvis at optræne to af disse til at opspore hash. Forsøget går godt.

I 1969 bliver Toldgrænsekorpset nedlagt og personalet overført til Toldvæsenet.

 

1970erne: Narkohund – nyt ord i det danske sprog

Toldvæsenet må, efter en politisk beslutning i 1971, bruge hunde til opsporing af narkotiske stoffer, som bliver forsøgt indsmuglet over grænsen. Der udnævnes 6 narkohundeførere, herunder de to med hashhunde fra Toldgrænsekorpset. Dansk Sprognævn har i 1971 ordet ’narkohund’ eller ’narkotikahund’ med som nyt ord i det danske sprog.

1980erne: Narkohunde bliver hverdag

Antallet af narkohunde i Toldvæsenet øges, og næsten hver måned er der artikler om hundene og deres fund i aviser og ugeblade.

1990erne: Udvikling af nye træningsmetoder

Mere videnskabelige træningsmetoder vinder indpas, og man begynder med politi og kriminalforsorg at samarbejde om uddannelse af narkohunde og narkohundeførere.

Toldvæsenet og det statslige skattevæsen bliver i 1990 fusioneret i det nye Told & Skat.

2000erne: Nye racer og nye opgaver kommer til

Forsøg med at træne hunde til at finde penge begynder. Også skydevåben og doping optræner man hunde til at finde. Efter man i mange år kun har måttet bruge labradors som narkohunde i toldregi, bliver det nu muligt at afprøve andre racer. I løbet af få år bruges, udover labradors, belgisk malinois, ft springerspaniels og ft cockerspaniels.

Told & Skat bliver i 2005 til SKAT.

2010erne: Internethandel med stoffer bliver udbredt

Narkohandel via internettet udbredes. Stofferne, der købes fra illegale udbydere i lande over hele verden, sendes som post- eller kurerforsendelser til modtagerne, og toldernes narkohunde får rigeligt at se til med at søge på forsendelser, der kommer til Danmark.

SKAT bliver i 2018 delt i 7 nye styrelser – én af dem er Toldstyrelsen. Samme år fejres 50 års jubilæum for narkohundene.