Gå til sidens indhold

Assessment-dag: Elevkandidater på jobdate i Toldstyrelsen

Tirsdag inviterede Toldstyrelsen og Skatteforvaltningens øvrige styrelser kommende elever til Assessment-dag i Højbjerg ved Aarhus. Assessment-dagen er en dialog- og samarbejdsbaseret rekrutteringsdag, hvor kandidaterne får mulighed for at møde hinanden og nogle af deres potentielle nye kolleger.

Assessment-dagen i Aarhus var den sidste ud af fire dage rundtom i landet: København, Ribe, Aalborg og Aarhus. Dagen startede med en velkomst, hvorefter kandidaterne blev inddelt i grupper. På baggrund af kandidaternes motiverede ansøgninger var i alt 60 inviteret til at deltage i Aarhus.

Martin Vistoft, specialkonsulent i HR i Toldstyrelsen, fortæller:

– Det kan være vanskeligt for nyuddannede at argumentere for deres kompetencer i en klassisk jobsamtale, da mange endnu ikke har så meget joberfaring at referere til. Det er også vores erfaring, at eleverne er meget positive og åbne over for Assessment-dagene frem for en mere formel jobsamtale. Her på dagen møder eleverne hinanden på lige fod, og vi får mulighed for at komme endnu tættere på ansøgerne.

Kandidaterne deltog i gruppeøvelser, afbrudt af et 35 minutters individuelt interview med deres kommende leder. Efterfølgende havde kandidaterne mulighed for at spørge ind til en nuværende elevs erfaringer.

Martin Vistoft forklarer:

– Vi har mange ledige elevstillinger i Toldstyrelsen, og det er vigtigt for os at give det mest ærlige indtryk af, hvad en elevstilling indeholder, og hvilke værdier vi står for i Toldstyrelsen, så vi kan matche det med ansøgerne.

Opgaveløsninger i fællesskab

Øvelserne på Assessment-dagene er udviklet til at vurdere kandidaternes samarbejdsform og afdække styrker og potentiale ved at iagttage, hvordan de løser en opgave i fællesskab. I gruppeopgaverne har kandidaterne derfor mulighed for at vise deres samarbejdsevner og deres problemløsnings- og kommunikationsfærdigheder.

Både Mark Melgard og Sandra Kirstine Snogdal, som begge er elever i Toldstyrelsen i dag, er enige i, at Assessment-dagen er udfordrende og lærerig.

Sandra Kirstine Snogdal fortæller:

– Inden jeg kom til Assessment-dagen sidste år, frygtede jeg det en anelse og havde en forestilling om, at det måske blev svært. Men da vi først kom i gang, var jeg positiv. Man lærer sig selv bedre at kende i samarbejdsøvelserne med de andre. Det er positivt, at alle ansøgere har nøjagtigt det samme udgangspunkt for at løse opgaverne.

Mark Melgard supplerer:

- På forhånd ville jeg have ønsket mig en agenda for dagen, men så ville vi netop have haft mulighed for at forberede os, hvilket jo ikke er meningen.

Det nye hold elever starter i Toldstyrelsen 1. september 2019.

Læs mere på Bliv elev - og hold øje, når vi igen slår nye elevstillinger op i januar 2020.