Gå til sidens indhold

Markant stigning i fangst af kopivarer

De seneste fem år har Toldstyrelsen set en markant stigning i fangsten af kopivarer. Køb af kopivarer kan være ulovligt og også potentielt farligt, lyder det fra Toldstyrelsen.

Pakker med falske ure, tøj, kosmetik og medicin rammer hver dag Danmarks grænser. De seneste fem år er antallet af sager med kopivarer i Toldstyrelsen steget fra ca. 1.500 sager i 2014 til 2.500 i 2018 – en stigning på ca. 65 pct.

- Vi har hen over de seneste år oplevet en markant stigning i sager med kopivarer købt på nettet. Kopivarer kan være ulovlige og skadelige for forbrugerne, og kopierne skaber konkurrenceforvridning for danske virksomheder. I Toldstyrelsen har vi derfor fokus på kontrolindsatsen, men også i vejledningen til forbrugerne, siger Preben Buchholtz Hansen, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen.

Læs også: Ny hjemmeside hjælper dig til at undgå kopivarer

Pas på netbutikker uden for EU

Kopivarer finder ofte vej til Danmark via enten privates internethandel eller i større partier, der kommer ind med den erhvervsmæssige import, til salg på f.eks. markeder, fortæller Preben Buchholtz Hansen.

- Det er ikke ulovligt at købe kopivarer på nettet til privat brug, men man kan risikere, at varerne bliver tilbageholdt, da det er ulovligt for sælgeren at sælge kopivarer. Er man ude at rejse, varierer reglerne for kopivarer desuden fra land til land, så her skal man også være opmærksom, siger han.

- Vi vil rigtig gerne hjælpe borgerne, så de bliver klar over konsekvenserne af at købe kopivarer på nettet eller på rejsen, og derfor opfordrer vi altid til at tjekke reglerne på hjemmesiden jegvælgerægte.dk, siger Preben Buchholtz Hansen.

På hjemmesiden kan danske forbrugere få gode råd til, hvordan man styrer uden om kopivarer, spotter en ulovlig hjemmeside – og hvad man skal gøre, hvis man alligevel har købt en kopivare.

Myndighedsnetværket bag hjemmesiden består af: Patent- og Varemærkestyrelsen, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Toldstyrelsen, Kulturministeriet, Rigspolitiet, Lægemiddelstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen/ Forbruger Europa, Erhvervsstyrelsen, Eksportrådet og Landbrugsstyrelsen. Hjemmesiden er finansieret af EUIPO.

Kontakt

Journalister: 72 22 12 00

Opdateret 4. maj kl. 11.20 med mere dækkende rubrik og manchet.