Gå til indhold

Din virksomhed kan gøre indsigelse mod ordninger for nedsat told indtil 14. december 2022

Din virksomhed kan gøre indsigelse mod ordninger for toldfrihed eller reduceret told (toldsuspension eller toldkontingent) på særlige produkter, hvis den fremstiller tilsvarende eller lignende produkter. Toldstyrelsen skal modtage din indsigelse senest 14. december 2022.

EU-virksomheder kan søge om toldfrihed (toldsuspension) eller reduceret told (toldkontingent) på råvarer, halvfabrikata og i visse tilfælde færdige komponenter. Det kan ske, hvis varerne indgår i en produktion i EU, og der ikke i EU fremstilles tilsvarende eller lignende varer (toldsuspension), eller hvis sådanne varer kun produceres i utilstrækkeligt omfang i EU (toldkontingent). Det fremgår af Europa-Kommissionens meddelelse nr. 2011/C 363/02 

Danske virksomheder, der fremstiller tilsvarende eller lignende produkter, har derfor mulighed for at gøre indsigelse mod konkurrerende EU-virksomheders ansøgninger om ordninger for toldfrihed eller reduceret told, der skal træde i kraft 1. juli 2023.  

Der er også mulighed for at gøre indsigelse mod ordninger om toldfrihed eller reduceret told, der allerede er vedtaget.  

Danske virksomheder har desuden mulighed for at støtte andre EU-virksomheders ansøgninger.  

Sådan gør du indsigelse  

På Kommissionens hjemmeside kan du se en liste over de produkter, der søges om toldfrihed eller reduceret told for, og som Kommissionen for øjeblikket undersøger bistået af komitéen for økonomiske toldspørgsmål. I listen er ansøgningerne ordnet efter den varekode i Toldtariffen, der oprindeligt er søgt om toldfrihed eller reduceret told for. 

Vær opmærksom på, at den varekode, der er angivet i en ansøgning, kan være upræcis. Derfor bør du gennemgå ansøgningerne grundigt – også ansøgninger for alle de kapitler i Toldtariffen, der lægger sig op ad det kapitel, der er relevant for din virksomheds produkter. 

Hvis din virksomhed vil gøre indsigelse mod en ansøgning, skal du udfylde formularen i bilag IV i Kommissionens meddelelse og indsende den via TastSelv Erhverv (til T22, Tarifering, att. Malene Kristensen og Anton Schlichtkrull).  

Hvis din virksomhed vil afgive støtte til en ansøgning, skal du ikke bruge formularen, men blot sende en besked via TastSelv Erhverv til de samme kontaktpersoner i Toldstyrelsen. 

Indsigelserne bliver efterfølgende drøftet i Kommissionens Gruppe for Økonomiske Tarifspørgsmål, hvor Toldstyrelsen er repræsenteret. 

Send din indsigelse senest 14. december 2022  

Vi opfordrer til, at du indsender eventuelle indsigelser hurtigst muligt og senest 14. december 2022, så Toldstyrelsen kan nå at afklare eventuelle spørgsmål til indsigelsernes udformning, inden de fremsættes for Kommissionen.  

Du kan læse mere om toldsuspensioner og toldkontingenter i Den juridiske vejlednings afsnit F.A.6 og F.A.7 

Har du spørgsmål?  

Kontakt Toldstyrelsen på telefon 72 22 12 02.