Gå til indhold

Din virksomhed skal snart indsende eksport- og forsendelsesangivelser i et nyt system. Er du klar?

Der er ikke længe til, at alle de danske virksomheder, som eksporterer varer eller benytter forsendelsesordningen, skal tage det nye DMS Eksport og DMS Forsendelse i brug. Det kan have økonomiske konsekvenser, hvis virksomhederne ikke er klar. Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i, hvilken betydning overgangen til de nye systemer har for netop din virksomhed.

De første virksomheder kan begynde at indsende eksport- og forsendelsesangivelser i DMS Eksport og DMS Forsendelse allerede i løbet af det første halvår af 2023. Fra 1. september 2023 skal alle virksomheder bruge den nye løsning til at indsende eksport- og forsendelsesangivelser. Derfor er onboardingforløbet for softwareleverandører og virksomheder, som udvikler egen toldløsning, i fuld gang.  

I løbet af efteråret har Toldstyrelsen i samarbejde med Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og systemleverandøren, Netcompany, holdt en række temamøder om både tekniske og toldfaglige emner. 

I starten af februar 2023 begynder et intensivt onboardingforløb for virksomheder, der indsender eksport- og/eller forsendelsesangivelser online eller via system-til-system-løsninger. Vi inviterer til møderne via Toldstyrelsens nyhedsbrev.  

Alle virksomheder, som eksporterer eller benytter forsendelsesordningen, bliver påvirket  

Udskiftningen af it-systemerne til eksport og EU-forsendelse påvirker alle virksomheder, som eksporterer varer og/eller benytter sig af forsendelsesordningen, men ikke alle bliver påvirket i lige høj grad. Især virksomheder, der indsender eksportangivelser eller benytter forsendelsesordningen, enten på vegne af andre eller på vegne af sig selv, bliver påvirket. Virksomhederne skal indsende angivelser i nye systemer, udfylde nye datafelter med flere og nye oplysninger samt lære at vælge de rigtige angivelsesarter.  

Virksomheder, som eksporterer eller benytter sig af forsendelsesordningen, men har toldrepræsentanter til at lave og indsende angivelser for sig, bliver påvirket i mindre grad.  

Hvad kan du gøre nu?  

Bruger din virksomhed:  

  • en system-til-system-løsning til eksport- og forsendelsesangivelser fra en softwareleverandør, bør du sikre, at leverandøren er i gang med at udvikle, og være opmærksom på, hvornår onboardingforløbet for virksomheder, der laver og indsender angivelser, begynder.  
  • en online brugergrænseflade til eksportangivelser (e-Export), bør du orientere dig om, hvornår onboardingforløbet for virksomheder, der laver og indsender angivelser, begynder. 

Er din virksomhed:  

  • softwareleverandør eller en virksomhed, der udvikler egen toldløsning, som endnu ikke er kommet på udviklingsmiljøet, skal du nu søge om adgang til udviklingsmiljøet. 
  • eksportør, som har en toldrepræsentant til at lave og indsende angivelser på vegne af virksomheden, bør du sikre, at din toldrepræsentant er opmærksom på, at der kommer nye systemer, og er klar til at tage dem i brug. Du skal også sikre, at du har de rette nye oplysninger til rådighed til din toldrepræsentant.  

Det kan få økonomiske konsekvenser, hvis din virksomhed ikke er klar 1. september 2023 

Det kan have konsekvenser for din virksomhed, hvis du ikke er klar til at bruge DMS Eksport og DMS Forsendelse senest til EU-tidsfristen 1. september 2023. Fra denne dato vil det ikke længere være muligt at indsende angivelser med de nuværende løsninger til eksport og forsendelse. Det betyder altså, at du i stedet skal have en toldrepræsentant til at indsende dine angivelser, indtil din egen virksomhed bliver klar. Det kan have økonomiske konsekvenser.  

Hold dig opdateret om DMS Eksport og DMS Forsendelse  

Der er ikke længe til, at din virksomhed skal bruge DMS Eksport og DMS Forsendelse til at indsende eksport- og forsendelsesangivelser. Det er vigtigt, at du holder dig opdateret om, hvad din virksomhed skal gøre og hvornår i forbindelse med overgangen til DMS Eksport og DMS Forsendelse. 

Vi opfordrer til, at du deltager i de temamøder, som har relevans for din virksomhed. Du kan se eller gense optagelse af møder, som allerede er holdt, på toldst.dk/nyesystemer 

Du kan holde dig orienteret om onboardingforløbene, særlige og vigtige tidsfrister, ændringer, invitationer til de kommende temamøder mv. ved at tilmelde dig Toldstyrelsens nyhedsbrev, hvor vi informerer om de nye toldsystemer.  

Har du spørgsmål?  

Kontakt Toldstyrelsen på telefon 72 22 12 12 – tast 4 (linje til spørgsmål om Toldstyrelsens nye systemer).