Gå til indhold

Hvad er toldværdi, og hvorfor er det vigtigt at beregne den korrekt?

I februar og april holder Toldstyrelsen igen webinarer om toldværdi, hvor du kan få en grundig indføring i reglerne og stille spørgsmål til vores dygtige toldvejledere. Du kan få en forsmag på emnet toldværdi her.

Opdateret 2. februar 2022.

Når du importerer varer fra et ikke-EU-land til EU, skal du som udgangspunkt betale told. Men hvilket beløb er det, du skal betale told af?

For at besvare det spørgsmål skal du kende reglerne for toldværdi. Toldværdien er nemlig det beløb, du skal betale told af – og det er som regel andet og mere end blot det beløb, der står på din faktura.

Her får du en kort introduktion til emnet toldværdi og tre gode grunde til at prioritere toldværdi i din virksomhed. Reglerne for toldværdi kan være indviklede, og derfor anbefaler vi, at du tilmelder dig et af vores to webinarer om toldværdi i oktober, hvis du vil have en grundig gennemgang af reglerne.

Hvad er toldværdi?

Når du skal beregne toldværdien, skal du i langt de fleste tilfælde anvende transaktionsværdien, og derfor tager vi udgangspunkt i den her.

Populært sagt kan toldværdi defineres som den samlede pris, du som importør skal betale for varen, plus transport- og leveringsomkostninger til EU’s ydre grænse. Toldværdien er altså ikke nødvendigvis lig med det beløb, der står på fakturaen for varen, da fragtomkostninger ofte ikke indgår i fakturabeløbet.

Lad os tage et eksempel: Hvis din virksomhed får fragtet varer hjem fra Kina med skib til havnen i Rotterdam, skal fragtprisen for dette altså regnes med i toldværdien. Til gengæld skal det ikke indgå i toldværdien, hvis du får varerne fragtet med lastbil det sidste stykke fra Rotterdam til din virksomhed i Danmark.

Vær opmærksom på eventuelle tillæg og fradrag

Selvom ovenstående er en god huskeregel, kan der i visse tilfælde være beløb, der skal lægges til transaktionsværdien (tillæg) eller ikke indgår i toldværdien (fradrag). Du kan se eksempler herunder:

Eksempler på tillæg:

  • Provision og mæglerhonorar
  • Pris for beholdere, emballage mv. (hvis omkostningerne er en del af selve varen)
  • Varer og tjenesteydelser leveret af køberen uden beregning
  • Royalties og licenser
  • Provenu ved videresalg.

Eksempler på fradrag:

  • Transport- og leveringsomkostninger i EU
  • Omkostninger til bygnings- og installationsarbejde mv.
  • Renter
  • Omkostninger til retten til at reproducere eller videresælge de indførte varer
  • Indkøbsprovision
  • Importafgifter (påløbet i EU’s toldområde).

Ønsker du en gennemgang af de enkelte elementer, kan du med fordel tilmelde dig vores webinar om toldværdi 27. eller 28. oktober 2020.

Derfor skal du bruge tid på toldværdi

Nu har du fået en kort introduktion til emnet toldværdi, og måske tænker du, at du har bedre ting at bruge din tid på. Men der er gode grunde til, at du med fordel kan gå i dybden med reglerne. Beregner du toldværdien korrekt, er der nemlig en række konkrete fordele for din virksomhed:

  1. Først og fremmest er den rigtige toldværdi et udgangspunkt for at betale den korrekte told. Du undgår altså at betale for meget i told eller at blive mødt af en efteropkrævning fra Toldstyrelsen, hvis du har betalt for lidt i told.
  2. Du slipper for at bruge tid på at rette i din toldangivelse, hvis du har angivet et forkert beløb i toldværdi.
  3. Anvender du en korrekt toldværdi, mindsker du risikoen for, at dine varer bliver udtaget til kontrol og dermed eventuelt tilbageholdes.

Vil du vide mere om toldværdi?

Få mere at vide om reglerne for toldværdi på vores webinar om toldværdi. Læs mere om indhold og tidspunkt herunder.

Tilmeld dig webinar