Gå til indhold

Import fra Storbritannien: Varer angives fejlagtigt med præferenceoprindelse i EU

Hvis du importerer varer fra Storbritannien, skal du være opmærksom på, at det kun er varer med præferenceoprindelse i Storbritannien, der er omfattet af handelsaftalen mellem EU og Storbritannien.

Når varer med præferenceoprindelse i EU bliver eksporteret til Storbritannien, kan varerne ikke genimporteres til EU med EU-præferenceoprindelse. Toldstyrelsen ser flere eksempler på toldangivelser, hvor importerede varer angives med EU-præferenceoprindelse, når de importeres fra Storbritannien.

I handelsaftalen mellem EU og Storbritannien er der ikke juridisk grundlag for, at EU kan give toldpræferencebehandling på varer med EU-oprindelse, når de importeres fra Storbritannien. Eneste undtagelse fra disse regler er returvarer, hvilket du kan læse mere om i Den juridiske vejlednings afsnit F.A.17.4.

Sådan angiver du korrekt

Når du skal importere varer med oprindelse i EU fra Storbritannien, skal du angive varerne efter den normale toldordning, også kaldet tarifmæssig told. I toldangivelsen skal du derfor bruge præferencekode 100 og ikke 300, som vedrører toldpræferencebehandling.

Angiver du ikke korrekt, kan du risikere, at dine varer ikke bliver frigivet. Du kan også risikere, at den manglende told bliver opkrævet på et senere tidspunkt.

Har du spørgsmål?

Kontakt Toldstyrelsen på telefon 72 22 12 02.