Gå til indhold

Invitation til møde om etablering af connectivity til DMS Eksport og DMS Forsendelse

Toldstyrelsen udskifter i løbet af 2023 de nuværende it-systemer til eksport og EU-forsendelse, og allerede fra 1. september 2023 kan virksomheder kun benytte DMS Eksport og DMS Forsendelse til opstart af nye eksport- og forsendelsesangivelser. Toldstyrelsen og Udviklings- og Forenklingsstyrelsen inviterer derfor til møde om etablering af connectivity til DMS (Declaration Management System) onsdag den 21. september 2022.

Mødet om etablering af connectivity til DMS Eksport og DMS Forsendelse (NCTS) er det første i en række af temamøder, som er en del af den tekniske og forretningsmæssige onboarding til de nye systemer. Mødet handler bl.a. om, hvordan virksomhederne etablerer forbindelse til DMS gennem AS4-gatewayen.

På orienteringsmødet 6. september blev den forventede onboardingplan for virksomheder præsenteret. Orienteringsmødet var startskuddet for onboardingen til DMS Eksport og DMS Forsendelse.

Mødet er målrettet it-leverandører, der udvikler toldsystemer, og virksomheder, der udvikler egen toldløsning

Mødet er primært relevant for softwareleverandører og egenudviklere (virksomheder, der udvikler egen toldløsning), og som ønsker at etablere system-til-system-adgang til DMS. Virksomheder, der aftager et system fra en softwareleverandør, kan med fordel deltage, da de også skal etablere connectivity til DMS senere. Der vil blive indkaldt til et separat temamøde om etablering af connectivity til DMS for virksomheder, der aftager et system, når det bliver aktuelt.

Mødet vil være af teknisk karakter, og derfor opfordrer vi til, at virksomheder deltager med personer, som er direkte involveret i virksomhedens tekniske implementering.

Tid og sted 

Mødet bliver holdt virtuelt onsdag den 21. september 2022 kl. 10-12 på Microsoft Teams. 

Tilmeld dig her

Det får du ud af mødet 

På mødet vil vi orientere om: 

  • hvordan der etableres forbindelse til den AS4-gateway, hvorigennem virksomheder, der etablerer system-til-system-integration, indsender angivelser
  • hvordan AS4-protokollen anvendes
  • hvordan statusmeddelelser (såkaldte notifikationer) hentes via AS4-gatewayen.

På mødet tager vi udgangspunkt i onboardingmaterialet DMS Connectivity Guide og DMS System Guide, som kan findes på Skatteforvaltningens GitHub. Du får naturligvis mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

Mødet holdes på engelsk

Mange virksomheder har engelsktalende udviklingsressourcer, og derfor vil mødet blive gennemført på engelsk.

Vi udvikler nye toldsystemer

Mødet indgår i Toldstyrelsens og Udviklings- og Forenklingsstyrelsens arbejde om sammen at udskifte hovedparten af de danske it-systemer på toldområdet frem mod 2026.  

Du kan fortsat holde dig opdateret i nyhedsbrevet om udvikling og implementering af nye it-systemer og på toldst.dk/nye-systemer, hvor der løbende kommer mere information.