Gå til indhold

Invitation til orienteringsmøde om tilslutning til ICS2 for luftfragt

1. marts 2023 går anden del af det fælleseuropæiske importkontrolsystem ICS2 i drift. Med udrulningen stilles der nye krav til indberetning af data for de berørte virksomheder. Toldstyrelsen og Udviklings- og Forenklingsstyrelsen inviterer til orienteringsmøde, hvor I kan blive klogere på de nye krav og på, hvordan de berører jeres virksomhed.

Første udrulning af ICS2 vedrørte risikoanalyse og risikovurdering af post- og kurérforsendelser, som transporteres til EU med fly fra lande uden for EU. Med anden udrulning gælder kravene for al luftfragt. Det betyder, at flere virksomheder skal indsende en ENS (Entry Summary Declaration) til EU’s Shared Trader Interface ved flyforsendelser fra lande uden for EU, allerede inden flyet lastes.  

Det vil sige, at der skal afleveres en forsimplet ENS til brug ved pre-load-analysen (inden flyet lastes) og en fuldstændig ENS, der skal indeholde flere oplysninger end den forsimplede ENS, til brug ved pre-arrival-analysen (inden flyet ankommer). 

De nationale toldmyndigheder kan bede virksomheden om flere oplysninger for en forsendelse. Først når anmodningen er besvaret, og toldmyndigheden har sagt god for det, kan forsendelsen lastes. 

Bliv klogere på udrulningen 

Tilslutning til anden udrulning af ICS2 kan være afgørende for den enkelte virksomheds forretning. Hvis anden udrulning af ICS2 er relevant for jeres virksomhed, kræver det allerede nu, at I sætter de interne forberedelser i gang.  

Blandt andet skal alle berørte virksomheder gennemføre en conformance-test op mod EU-systemerne for at kunne fortsætte forretningen. Det kræver, at den enkelte virksomhed melder ind til Udviklings- og Forenklingsstyrelsen hurtigst muligt. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen koordinerer derefter testvinduer med EU, som videreformidles til den enkelte virksomhed. Vi vil komme nærmere ind på processen på mødet. 

Med udrulningen kommer der også ændringer i Manifest, da der skal indsendes flere oplysninger, når forsendelsen frembydes. Det betyder, at virksomheder med system-til-system-løsning til Manifest skal tilpasse deres systemer til at kunne håndtere indsendelse af flere oplysninger. 

På orienteringsmødet vil Toldstyrelsen og Udviklings- og Forenklingsstyrelsen gå i detaljer med kravene og med de deadlines, EU har sat for de berørte virksomheder. 

På mødet er der også sat tid af til spørgsmål og dialog. 

Målgruppen for mødet 

Hvis jeres virksomhed bidrager med data til ENS-angivelser for varer, der kommer til EU med fly, er mødet relevant for jer. Det kan være logistikvirksomheder, herunder transportører, handlere og speditører, og luftfragtselskaber, kurérer og postvæsen. Det kan også være softwareleverandører, der repræsenterer de nævnte. 

Er jeres virksomhed udelukkende involveret i transport af varer med skib eller via vej eller tog, er denne udrulning ikke relevant for jer. Disse sektorer bliver først berørt af tredje og sidste udrulning af ICS2, som går i drift 1. marts 2024. 

Tid og sted 

Mødet bliver holdt onsdag den 23. marts kl. 13-15 på Microsoft Teams.

Tilmeld dig her

 

Læs mere om ICS2

 Læs FAQ om ICS2 på EU-Kommissionens hjemmeside.

 Læs mere om anden udrulning af ICS2 og tidsplanen for udrulningen på Toldstyrelsens hjemmeside