Gå til indhold

Nemmere import af sportsudstyr i Kina med ATA-carnet

Kina tillader nu midlertidig import af sportsudstyr med et såkaldt ATA-carnet.

Fra 1. januar 2020 accepterer Kina midlertidig import af sportsudstyr med ATA-carnet. Den nye ordning gør det nemmere for sportsudøvere at medbringe udstyr til fx de olympiske vinterlege i Beijing i 2022 uden at skulle betale told.

Et ATA-carnet er et tolddokument, der gør det lettere at importere og eksportere varer midlertidigt. Dokumentet erstatter de normale import- og eksportangivelser og indeholder også en sikkerhedsstillelse for told og afgifter.

Et ATA-carnet skal udstedes i hjemlandet. I Danmark er det Dansk Erhverv og DI (og ikke Toldstyrelsen), der udsteder ATA-carneter.

Dokumentet kan anvendes i 78 lande. Det er dog op til det enkelte land, hvilke varetyper dokumentet kan anvendes til. Du kan læse mere om ordningen i Den juridiske vejledning samt hos Dansk Erhverv og DI.

Har du spørgsmål?

Kontakt Toldstyrelsen på telefon 72 22 12 02.