Gå til indhold

Shopping efter Brexit: Sådan undgår du overraskelser

1. januar 2021 trådte Storbritannien officielt ud af EU. Det betyder blandt andet, at der nu i godt et år har gjaldt nye regler for handel med Storbritannien. Men har du egentlig helt (eller bare halvt) styr på, hvad det betyder for dig som privatperson, når du shopper som turist eller handler på nettet?

1. januar 2021 trådte Storbritannien officielt ud af EU. Det betyder blandt andet, at der nu i godt et år har gjaldt nye regler for handel med Storbritannien. Men har du egentlig helt (eller bare halvt) styr på, hvad det betyder for dig som privatperson, når du shopper som turist eller handler på nettet?

Hos Toldstyrelsen oplever vi, at der stadig er folk, der kommer i klemme, når de har handlet i Storbritannien – både som turister og i webshops. Derfor har vi samlet de vigtigste pointer, du skal vide, lige her.

Husk det her, inden du trykker ’køb’

Du kender det sikkert godt. På din tur rundt på det store internet støder du på lige dén køkkenmaskine eller lige dén mærke-taske, som du bare må eje. Hjemmesiden er dansksproget, og du studser hverken over dårligt sprog eller underligt skæve priser, så du føler dig tryg ved at købe varen på netop denne hjemmeside. Du lægger varen i kurven og bestiller den – lige som du plejer.

Du skal blot være opmærksom på, at der efter Brexit er ændrede regler, når du køber og får leveret varer fra Storbritannien. Du skal derfor være opmærksom på to ting, når du køber varerne. Det ene er varens pris, det andet er varens oprindelse. Begge dele har nemlig indflydelse på, hvilke ekstraudgifter der kommer oven i prisen på selve varen.

Det her skal du huske, når du handler i en britisk webshop:

  • Hvis du køber varer for mindre end 1.150 kr., skal du ikke betale told, men du skal betale moms fra første krone.
  • Hvis du køber varer for mere end 1.150 kr. og kan dokumentere, at varerne har oprindelse i Storbritannien, skal du som hovedregel ikke betale told.
  • Hvis du køber varer for mere end 1.150 kr., og varerne ikke har oprindelse i Storbritannien, skal du betale told. Hvor meget du skal betale i told, afhænger af den specifikke vare, og beløbet kan du blive klogere på i toldberegneren.
  • Du skal altid betale told af spiritus, vin, øl, cigaretter og andre tobaksvarer, parfume og eau de toilette, uanset hvor meget du køber for.

Men hvad betyder varens oprindelse egentlig? 

For at en vare kan have oprindelse i Storbritannien, skal den enten være fuldt ud fremstillet eller tilstrækkeligt forarbejdet eller bearbejdet i Storbritannien. Men hvad betyder det egentlig i praksis? 

I boksen herunder har vi listet et par eksempler til dig, som forhåbentlig gør dig klogere på, hvornår en vare er fuldt ud fremstillet eller tilstrækkeligt forarbejdet eller bearbejdet. 

Eksempel 1: 

Du køber en rejsetaske i kalveskind. Tasken er fremstillet i Storbritannien af britisk kalveskind. Skal du betale told? 

Nej, du skal ikke betale told. Varen har oprindelse i Storbritannien. 

Eksempel 2: 

Du falder for et par dyre designersko til 2.500 kr. Skoene er fremstillet i Kina, men du køber dem i en britisk netbutik. Skal du betale told? 

Ja, da skoene er fremstillet i Kina, og du har købt for mere end 1.150 kr., skal du betale told. Hvor meget du skal betale i told, afhænger af hvilket materiale skoen er lavet af. 

Eksempel 3: 

Du bestiller en kjole over nettet hos en skrædder i London. Stoffet til kjolen kommer fra Asien, men kjolen skal syes i London. Har kjolen oprindelse i Storbritannien, og kan du dermed undgå at betale told? 

Svaret kan både være ja og nej. Når kjolen ikke er fuldt ud fremstillet i Storbritannien, er der helt specifikke krav til, hvordan materialer uden oprindelse i EU eller i Storbritannien er tilstrækkeligt be- eller forarbejdet til, at du ikke skal betale told. I dette eksempel er en sammensyning af metervarer fra andre dele af verden formentlig ikke nok til at bestemme, om der skal betales told af varen. Derfor er det en god idé at ringe til toldvejledningen på telefon 72 22 12 02, så du ikke risikerer at komme i klemme i reglerne. 

Sådan dokumenterer du oprindelsen af dit køb

Hvis du som køber kan dokumentere, at varen har oprindelse i Storbritannien, skal du som hovedregel ikke betale told. Dokumentationen består af en såkaldt “udtalelse om oprindelse" (statement on origin) fra sælger, hvor (net)butikken erklærer, at varen, du har købt, har oprindelse i Storbritannien. Udtalelsen om oprindelse vil typisk være påført fakturaen eller et andet handelsdokument. Vær opmærksom på, at du som forbruger formentlig selv skal anmode om en udtalelse, da det ikke er sikkert, at butikken aktivt gør opmærksom på det. Vær også opmærksom på, at det ikke altid er muligt at få en udtalelse om oprindelse, og at du i så fald skal betale den fulde told af varen.

Det er med andre ord med at holde tungen lige i munden, når du skal finde ud af, om en vare har oprindelse fx i Storbritannien. For at du kan være på den sikre side, anbefaler vi, at du enten:

  • spørger netbutikken, om varerne har oprindelse i Storbritannien, og hvis svaret er ja, sørger du for at få butikken til at sende en udtalelse om oprindelse i pakken sammen med varerne. Eller:
  • kontakter toldvejledningen på telefon 72 22 12 02. Her sidder kloge og kompetente folk klar til at guide dig, så du kan handle sikkert og uden at blive overrasket af en merregning.

Fysisk shopping i Storbritannien

Vær opmærksom på, at beløbsgrænserne er anderledes, hvis det drejer sig om varer, du har købt i en fysisk butik under et ophold i Storbritannien. Her kan du nemlig slippe for at betale told og afgifter, hvis du har købt varer for under:

  • 3.250 kr., hvis du ankommer til Danmark med fly eller skib og
  • 2.250 kr., hvis du ankommer med andre transportformer.

Hvis en af dine varer har en værdi på mere end det tilladte, skal du betale told og afgifter af hele varens værdi. Det gælder også for varer, som består af flere dele, der tilsammen udgør et hele, fungerer sammen og normalt sælges sammen. Det kan fx være et spejlreflekskamera og en linse.

Du kan ikke undgå at betale told og afgifter ved at indføre varen ad flere omgange eller ved at lade flere personer tage forskellige dele af varen med til Danmark, og i tolden vil du blive bedt om at vise kvitteringer for dine køb. Husk derfor at gemme kvitteringerne, så du kan dokumentere, hvad du har købt og betalt.

Hvis du skal have lidt at skylle alle indtrykkene ned med, er der også råd for det. Bare husk at holde dig inden for disse mængder:

  • 16 liter øl og ølbaseret cider
  • 4 liter bordvin
  • 1 liter spiritus over 22 % eller
  • 2 liter spiritus under 22 %
  • 200 stk. cigaretter

Vær opmærksom på, at der gælder andre regler for børn og unge under 18 år. Det kan du læse meget mere om på vores hjemmeside.

Hvordan med reparation og returnering af varer?

Vi har nu efterhånden været omkring flere af de vigtige emner, du gerne vil have styr på, når du som privatperson (net-)handler i Storbritannien. Men hvordan skal du egentlig forholde dig, hvis du har brug for at bytte eller sende en vare til reparation, som efterfølgende skal sendes retur til dig?

Som udgangspunkt vil det betyde, at du skal betale både told og moms af hele værdien af de varer, du får retur til Danmark og ikke kun den værdi, som selve reparationen og transportudgifterne udgør. Det er du naturligvis ikke interesseret i, så nu kommer det vigtige: Det er helt afgørende, at du, inden du sender varen af sted, kontakter din speditør eller transportør, som så sørger for at indgive en bevilling om såkaldt passiv forædling.

Du skal være opmærksom på, at du som privatperson altid skal søge din bevilling om passiv forædling gennem en speditør eller transportør. 

For at undgå utilsigtede udgifter skal du huske at gøre speditøren eller transportøren tydeligt opmærksom på, at du ønsker at anvende passiv forædling. 

Det kan også være, at dit livs udkårne har begået et fejlkøb i anledning af Valentinsdag, og du derfor skal sende din gave retur til Storbritannien. I sådan et tilfælde kan du søge om at få tolden og momsen tilbage, og hvordan du gør det, kan du læse om lige her.

Nu er der vist bare tilbage at ønske dig rigtig god fornøjelse med shoppingen – uanset om det er på nettet eller i de fysiske butikker på en forlænget weekend.

… og husk at gemme kvitteringerne, så du kan dokumentere dine køb. Og måske også at gemme dem væk, så din bedre halvdel ikke får nys om, hvor mange penge du i virkeligheden har brugt.

Har du spørgsmål?

Kontakt Toldstyrelsen på telefon 72 22 12 02.