Gå til indhold

Tjek dine varekoder: ændringer fra 1. januar 2022

Varekoderne bliver opdateret 1. januar 2022 for at sikre tidssvarende koder. Hvis der er ændringer inden for din virksomheds vareområde, skal du opdatere koderne i din virksomheds systemer inden årsskiftet.

Opdateret 15. december 2021.

Hvert femte år opdaterer man de seks-cifrede HS-varekoder, der gælder på verdensplan. Det sker for at holde varekoderne tidssvarende, bl.a. så nye produkttyper, fx 3-d-printere og droner, er nemmere at identificere.  

Næste opdatering træder i kraft 1. januar 2022 og har betydning for både importører og eksportører. Opdateringen påvirker også KN- og TARIC-koderne. 

Ændringerne vil blive indarbejdet i den kommende udgave af Toldtariffen, som træder i kraft 1. januar 2022, samt i TARIC og eVITA 

Læs mere om ændringerne i HS-varekoderne på WCO’s hjemmeside. 

Læs mere om varekoder på skat.dk. 

Tjek din virksomheds varekoder 

Du bør tjekke, om de varekoder, din virksomhed anvender i dag, fortsat gælder efter 1. januar 2022, eller om de bliver ændret.  

Hvis du efter 1. januar 2022 bruger en varekode, som ikke længere findes, vil angivelsen blive afvist i toldsystemerne. 

Hvis du i 2021 indsender en angivelse med en varekode, som først er gyldig fra 1. januar 2022, vil angivelsen fejle pga. forkert varekode. Men fra 1. januar 2022 vil toldsystemerne antage angivelsen, uden at du skal foretage dig noget.

Ændrede KN-koder (eksport) 

Du finder de ændrede KN-koder ved at slå op under dit vareområde i EU-Kommissionens gennemførelsesforordning. I forordningen markerer stjernesymbolet nye KN-koder, og kvadratsymbolet markerer KN-koder, hvor indholdet er blevet ændret. 

Hvis du kun anvender KN-koderne (de otte-cifrede varekoder), fx som eksportør, kan du allerede nu opdatere din virksomheds varekoder ved at bruge EU-Kommissionens korrelationstabel. I listen finder du de nuværende KN-koder, som ændres, og du kan også se de nye koder, der gælder fra 1. januar.  

Vær opmærksom på, at tabellen er et hjælpeværktøj og ikke er juridisk bindende.  

Ændrede TARIC-koder (import) 

Hvis du anvender TARIC-koderne (de ti-cifrede varekoder), fx som importør, kan du med fordel påbegynde opdateringsarbejdet nu ud fra de KN-koder, der allerede er tilgængelige.  

Du kan dog ikke færdiggøre opdateringen, da de nye TARIC-koder endnu ikke er klar. Toldstyrelsen forventer, at de fleste TARIC-koder vil være klar i midten af december, men enkelte vil først være tilgængelige i slutningen af december.  

Se nederst på siden, hvordan du selv kan tjekke, om de nye TARIC-koder er klar. 

Hvilke vareområder gælder ændringerne?

Herunder kan du se nogle af de væsentligste vareområder med ændringer. Vær opmærksom på, at listen ikke er udtømmende.

For nogle af vareområderne er der helt nye positioner (de første fire cifre i varekoden), og for andre områder ændrer nuværende positioner opbygning, eller der sker andre større ændringer.

Nye positioner:

  • Produkter med indhold af tobak, rekonstitueret tobak, nikotin eller tobaks- og nikotinerstatninger, bestemt til inhalation uden forbrænding; andre nikotinholdige produkter til indtagelse af nikotin i den menneskelige krop (position 2404)
  • Maskiner til additiv fremstilling – 3-d-printning (position 8485)
  • Fladskærmsmoduler (position 8524)
  • Elektrisk og elektronisk affald og skrot (position 8549)
  • Førerløse luftfartøjer – droner (position 8806).

Nuværende positioner, hvor opbygningen ændres:

  • Olivenolie (position 1509 og 1510)
  • Glasfibre og varer deraf (position 7019)
  • Værktøjsmaskiner til bearbejdning af metaller (position 8462)
  • Arkæologiske, etnografiske, historiske, zoologiske, botaniske, mineralogiske, anatomiske, palæontologiske eller numismatiske samlinger og samlerobjekter (position 9705).

Andre vareområder med større ændringer:

  • Yoghurt: Det vil fremover være tilladt at tilsætte fx planter, plantedele, korn eller bagværk til yoghurt i position 0403. Det betyder, at visse varer, der i dag tariferes i position 1901, flyttes til position 0403.
  • Beklædningsgenstande af tekstil (hovedsageligt position 6201 og 6202).
  • Traktorer og køretøjer til godsbefordring (position 8701 og 8704), hvor der kommer nye varekoder vedr. hybrid- og elkøretøjer (lignende varekoder findes allerede for køretøjer til personbefordring).
  • Lamper og belysningsartikler (position 9405), hvor der bl.a. kommer nye varekoder for lamper, der udelukkende bruger LED-lyskilder.

Desuden er der en del nye varekoder for varer, der er omfattet af internationale konventioner. De fleste af disse ændringer vedrører Toldtariffens kapitel 28, 29, 38, 84 og 85.

Sådan tjekker du nye koder i TARIC 

Du kan selv holde øje med, om de nye TARIC-koder er klar, ved at søge i TARIC: 

  • Vælg ”Korrelationstabel” i menuen ”Nomenklatur”.  
  • Sæt startdatoen til 31122021.  
  • Udfyld evt. varekode med de første to (eller flere) cifre, hvis du kun er interesseret i et udsnit af varekoderne.  

Vær opmærksom på, at resultatet kan omfatte ikke-gyldige TARIC-koder. De ikke-gyldige koder kan du kende på et ”Nej” i kolonnen ”Kan anvendes” (der er tale om HS-koder eller KN-koder, der af systemtekniske årsager ikke kan fjernes). 

Har du spørgsmål? 

Kontakt Toldstyrelsen på telefon 72 22 12 02.