Gå til indhold

Toldværdi: ”Freight prepaid” dokumenterer ikke, hvem der har betalt fragten

Fragtomkostninger til EU’s ydre grænse indgår i en vares toldværdi. En angivelse af, at fragten er forudbetalt, kan ikke bruges som dokumentation i forbindelse med beregningen af toldværdi.

Toldværdien består som hovedregel af den samlede pris, du som køber skal betale til sælger for varen, justeret for tillæg og fradrag, fx transport- og forsikringsomkostninger til EU’s ydre grænse. Det fremgår af EUTK, artikel 70, stk. 1, og artikel 71, stk. 1, litra e.

Når du beregner toldværdien, skal du altså være opmærksom på, at fragten til EU’s ydre grænse skal lægges til fakturaværdien, medmindre du kan dokumentere, at fragten allerede er medregnet.

Særligt om betegnelsen ”freight prepaid”

Hvis der i et handelsdokument står ”freight prepaid” eller lignende, er det ikke dokumentation for, at fragten er en del af fakturaværdien. ”Freight prepaid” er udelukkende et udtryk for, at fragten er forudbetalt, og angiver ikke, hvem der har betalt den.

Hvis du skal undlade at lægge fragtomkostningerne til, når du beregner toldværdien, skal du derfor på anden vis kunne dokumentere, at fragtomkostningerne er inkluderet i fakturaprisen. Det kan du fx gøre ved at dokumentere de aftalte leveringsbetingelser.

Toldværdien er sammen med tariferingen af varen og varens oprindelse udgangspunktet for at beregne korrekt told.

Få mere information

Læs mere om toldværdi og om, hvordan du beregner den, på skat.dk

Læs mere om dokumentation af toldværdien på skat.dk i Den juridiske vejlednings afsnit F.A.10.7.2

Tilmeld dig Toldstyrelsens webinar Toldværdi – sådan gør du

Har du spørgsmål?

Kontakt Toldstyrelsen på telefon 72 22 12 02.