Gå til indhold

Udvidet forbud mod eksport af pengesedler til Rusland og Belarus

EU har fra 9. april 2022 forbudt eksport af pengesedler i alle EU-landes officielle valuta til Rusland og Belarus.

EU har fra 9. april 2022 indført forbud mod at sælge, levere, overføre eller eksportere pengesedler i alle EU-landes officielle valuta til Rusland og Belarus eller til brug i Rusland og Belarus.

Der fremgår af Rådets forordning nr. 2022/576, som ændrer forordning nr. 833/2014 om foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, samt af Rådets forordning nr. 2022/577, som ændrer forordning nr. 765/2006 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Belarus og Belarus’ involvering i den russiske aggression mod Ukraine.

Forbuddet gælder ikke i visse tilfælde

Forbuddet gælder ikke, hvis eksporten er nødvendig til personlig brug for personer, der rejser til Rusland eller Belarus, eller til officielle formål for en diplomatisk eller konsulær repræsentation eller en international organisation i Rusland eller Belarus, der har immunitet efter folkeretten.

Læs mere om forbuddet og dets undtagelser i artikel 1za i den ændrede forordning nr. 765/2006, for så vidt angår Belarus, og i artikel 5i i den ændrede forordning nr. 833/2014, for så vidt angår Rusland.

Læs mere om forbuddet mod eksport af euro til Rusland i en tidligere nyhed.

Læs mere om forbuddet mod eksport af euro til Belarus i en tidligere nyhed.

Læs mere om forbuddet mod eksport af danske kroner til Rusland og Belarus i en tidligere nyhed.

Har du spørgsmål?

Kontakt Toldstyrelsen på telefon 72 22 12 02.