Gyldig fra

Firdobling: Toldere ser tusindvis af kopivarer

De seneste fem år er antallet af sager med kopivarer firdoblet. Kopivarer kan være både ulovlige og sundhedsfarlige, advarer Toldstyrelsen.

På Toldstyrelsens kontrolenheder rundt om i Danmark finder toldere i stigende grad kopivarer i pakker sendt fra hele verden.

I pakkerne gemmer der sig alt fra falske ure, kopier af mærkevaretøj til kosmetik og tilbehør til mobiltelefoner. Siden 2015 er antallet af sager med kopivarer firdoblet fra ca. 1.500 sager i 2015 til over 7.400 i 2019.

- De seneste fem år har vi oplevet en markant stigning i sager med kopivarer købt på nettet. Kopivarer kan være ulovlige og sundhedsfarlige for forbrugerne, og kopierne skaber konkurrenceforvridning for danske virksomheder. I Toldstyrelsen har vi derfor fokus på kontrolindsatsen, men også i vejledningen til forbrugerne, siger Henrik Pagh Kold, kontorchef i Toldstyrelsen.

Kopivarer finder ofte vej til Danmark via enten privates internethandel eller i større partier, der kommer ind med den erhvervsmæssige import, til salg på f.eks. markeder.

Øget myndighedssamarbejde

På hjemmesiden jegvælgerægte.dk kan borgere få gode råd til, hvordan man styrer uden om kopivarer, spotter en ulovlig hjemmeside – og hvad man skal gøre, hvis man alligevel har købt en kopivare.

- I Toldstyrelsen er vi altid klar til at hjælpe borgere i forhold til konsekvenserne af at købe kopivarer på nettet eller på rejsen. Desuden opfordrer vi altid til, at man tjekker reglerne på hjemmesiden jegvælgerægte.dk, siger Henrik Pagh Kold.

Tjekliste til at undgå kopivarer på nettet

  • Er der sprogfejl og skæve priser?
  • Er prisen mistænkelig lav?
  • Er webshoppens kontaktoplysninger mangelfulde eller falske? Tjek også "Om os"-siden.
  • Er webadressen mærkelig?
  • Er betalingsmulighederne mistænkelige?
  • Betal altid med kort, så du kan benytte indsigelsesordningen! Kontakt din bank.

Kilde: jegvælgerægte.dk

Bag hjemmesiden jegvælgerægte.dk står Ministeriernes netværk mod IPR-krænkelser bestående af: Patent- og Varemærkestyrelsen, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Toldstyrelsen, Kulturministeriet, Rigspolitiet, Lægemiddelstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen/ Forbruger Europa, Erhvervsstyrelsen, Eksportrådet og Landbrugsstyrelsen.

 

Kontakt

Journalister: 72 22 12 00

Borgere: 72 22 12 12