Gyldig fra

Lufthavnskontrol: Toldere fandt knap tre millioner i kontanter

Under en todages aktion i Københavns Lufthavn har toldere standset seks rejsende med i alt knap tre millioner i kontanter.

Toldere i Københavns Lufthavn har tilbageholdt rejsende, der i alt har forsøgt at smugle knap tre millioner i kontanter ud af Danmark. Der er tale om seks rejsende med kontanter i forskellige valuta svarende til knap tre millioner kroner.

Fundene er sket i forbindelse med en todages aktion, som Toldstyrelsen har afholdt i starten af november målrettet potentiel hvidvask af store, uanmeldte kontantbeløb, som rejsende tager med til eller fra Danmark. Kontorchef på kontrolområdet, Henrik Pagh Kold, er tilfreds med aktionen.

- Der er tale om opsigtsvækkende mange kontanter fordelt på relativt få rejsende. Aktionen bekræfter, at kontantudførsler til udlandet er et område, der er vigtigt for os at have fokus på. Foruden de konkrete tal har aktionen givet os brugbar viden til brug for prioritering af vores generelle kontrol og vejledningsindsats, siger Henrik Pagh Kold.

Har overtrådt reglerne 

De seks rejsende har alle medbragt kontanter i størrelsesordenen 100.000 kr. og opefter. Én af de rejsende har medbragt knap to millioner i kontanter og fået en bøde på 250.000 kr. Politiet har opkrævet bøder for i alt 700.000 kr.

Toldstyrelsen foretager løbende kontroller af rejsende, der forsøger at udføre uangivne kontanter. Rejsende, der rejser ind, ud eller gennem Danmark med 10.000 euro (ca. 75.000 danske kr.) eller mere, skal angive beløbet til Toldstyrelsen. Man kan læse mere om reglerne på skat.dk.

Toldstyrelsen har i dag 800 medarbejdere til at sikre smidig handel og effektiv toldkontrol og kontrollerer grænseovergange med kontrolenheder i hele landet, hvoraf Københavns Lufthavn og grænseovergangen i Padborg er de største.

Kontakt 

Journalister: 72 22 12 00 

Borgere: 72 22 12 12

Penge
Foto: Toldstyrelsen