Gyldig fra

Mand forsøgte at smugle knap 2.000 liter finsprit over grænsen

En litauisk mand er idømt fængsel og udvisning for smugling af knap 2.000 liter finsprit. Finspritten blev fundet i en grænsekontrol af en personbil tilbage i oktober ved den dansk-tyske grænse.

En 54-årig litauisk mand er ved Retten i Sønderborg blevet idømt 60 dages fængsel samt udvist i seks år i en sag om indsmugling af knap 2.000 liter ethanol også kaldet finsprit. Hændelsen fandt sted lørdag eftermiddag d. 15. oktober 2022, hvor den litauiske mand kom kørende i en varevogn ved Frøslev Grænseovergang.

Her blev køretøjet taget ud til kontrol af den særlige Politi- og Toldenhed, som er et samarbejde mellem Toldstyrelsen og Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Manden havde over for politiet forklaret, at han havde fået varevognen overdraget i Polen, hvorefter han skulle køre den til en rasteplads i Sverige. I varebilens varerum fandt politiet ind til flere kasser med ren sprit, hvorefter Toldstyrelsen blev tilkaldt og varevognen fragtet til vores undersøgelseshal, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.

Manden blev efterfølgende anholdt.

Fotos: Toldstyrelsen

I undersøgelseshallen kunne tolderne opgøre finspritten til i alt 1.995 liter med en alkoholprocent på knap 96 pct. og et afgiftskrav på 286.292 kr.

9. november 2022 faldt der dom i sagen.

Yderligere kommentarer

Journalister kan kontakte Toldstyrelsens pressevagt på 72 22 12 00 eller presse@toldst.dk.

Toldstyrelsens kontrol

Toldstyrelsen kontrollerer ved alle Danmarks grænser og kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.

Oplysninger fra andre toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.