Gyldig fra

Mand stoppet med over 700.000 kroner i kontanter

Toldstyrelsen har i går tilbageholdt en mand i Københavns Lufthavn med over 700.000 kroner i kontanter. Sagen er overgivet til politiet.

Den 21. januar 2023 blev en rejsende udtaget til kontrol af toldere i Københavns Lufthavn. I den rejsendes bagage fandt tolderne kontanter i forskellige valuta til en samlet værdi af 727.212 danske kroner.

- I bagagen lå der kager, tallerkner og børnetøj. Der blev fundet penge i samtlige stykker børnetøj, bukselommer og lommer i kufferten. I mandens indcheckede bagage blev der fundet yderligere store kontantbeløb, i alt 727.212 kr., hvorefter politiet blev tilkaldt og anholdte manden, fortæller Mette Helmundt, funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn.

Når Toldstyrelsen tilbageholder rejsende med kontanter eller andre likvide midler, er det altid på en konkret mistanke. I sager med store pengebeløb, som den rejsende ikke ønsker, at myndighederne skal kende til, vækker det en mistanke om kriminel aktivitet. Toldernes årvågenhed er på den måde en vigtig stopklods i de kriminelle pengestrømme. I 2021 har toldere tilbageholdt valuta svarende til 22 millioner kroner, hvor kontanterne ikke var deklareret over for Toldstyrelsen.

Sagen er nu overgivet til Københavns Politi til videre efterforskning.

Læs mere om Toldstyrelsens kontrol af kontanter her.

Yderligere kommentarer

Journalister kan kontakte Toldstyrelsens pressevagt på 72 22 12 00 eller presse@toldst.dk.

Toldstyrelsens kontrol

Toldstyrelsen kontrollerer varer til både private og virksomheder ved alle Danmarks grænser. Kontrollen sker som stikprøver eller baseret på risikovurderinger. Oplysninger fra andre toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.