Gyldig fra

Over ét ton: Toldstyrelsen ser rekordmeget ulovligt fyrværkeri frem mod nytår

En foreløbig opgørelse viser, at toldere siden årsskiftet har tilbageholdt over et ton ulovligt fyrværkeri, hvilket er rekord. Køb i stedet ved de godkendte salgssteder, lyder opfordringen.

Med fire dage til nytårsaften oplever Toldstyrelsen rekordmeget ulovligt fyrværkeri forsøgt smuglet ind over grænsen. En foreløbig opgørelse, som styrelsen har lavet, viser, at tolderne har beslaglagt 1.012 kilo ulovligt fyrværkeri i perioden 1. januar til 15. december 2021. Det er særligt i pakker hos post- og kurervirksomheder, hvoraf en stor del er sendt fra Østeuropa, at tolderne finder alt fra kanonslag, batterier og diverse knaldfyrværkeri til røggranater, romerlys og nødraketter.

- Vi har aldrig før set så meget ulovligt fyrværkeri i toldkontrollen, som vi gør lige nu. Hvad enten der er tale om borgere, der uvidende bryder reglerne eller organiseret kriminalitet, sætter man mange menneskers helbred i fare, også sit eget, fordi fyrværkeriet kan være produceret uden hensyn til almindelige regler for produktsikkerhed, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund, der opfordrer til, at man i stedet køber ved de godkendte salgssteder i Danmark.

I 2020 tilbageholdt Toldstyrelsen 604 kilo ulovligt fyrværkeri. Toldstyrelsen samarbejder med politiet og Sikkerhedsstyrelsen om at gøre opmærksom på reglerne for køb og salg af fyrværkeri.

Når tolderne beslaglægger ulovligt fyrværkeri bliver sagerne overdraget til politiet, og sagerne kan resultere i bødestraf. Som forbruger er det ulovligt at indføre fyrværkeri til Danmark. I Danmark starter fyrværkerisalget 15. december og løber til og med 31. december. Man må kun affyre fyrværkeri fra 27. december til og med 1. januar. Læs mere om indførsel og nethandel af fyrværkeri og på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.

Pakker med kanonslag

Kasse med fyrværkeri

Fotos: Toldstyrelsen

Yderligere kommentarer

Journalister kan kontakte Toldstyrelsens pressevagt på 72 22 12 00 eller presse@toldst.dk.

Toldstyrelsens kontrol

Toldstyrelsen kontrollerer ved alle Danmarks grænser og kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.

Oplysninger fra andre toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.