Pas på kopivarer når du netshopper på Black Friday
Fredag indledes Black Friday med stribevis af tilbud i netbutikker. Men pas på kopivarer, når du handler på netbutikker uden for EU, opfordrer Toldstyrelsen.
I Toldstyrelsen tilbageholder man flere og flere kopivarer bestilt hjem fra netbutikker uden for EU, og derfor opfordrer styrelsen borgere til at være ekstra opmærksomme på risikoen for at købe kopivarer under Black Friday.
På nettet kan det være svært at vurdere, om en vare er ægte eller falsk, herunder om kvaliteten hænger sammen med prisen. Det kan også vise sig at være en risikabel affære at have et kopiprodukt stående på hylden, hvis fx elektronikken er produceret uden hensyn til de danske regler, forklarer kontorchef i Toldstyrelsen, Henrik Pagh Kold.
- Som forbruger kan man beskytte sig, hvis man bruger sin sunde fornuft på netbutikker, lige som man ville, hvis det var fysiske butikker. Hvis et tilbud er for godt til at være sandt, skal man tænke sig om, for man ved ikke, hvad man risikerer at modtage af skjulte overraskelser med et kopiprodukt i postkassen, siger Henrik Pagh Kold.
Jeg vælger ægte
På hjemmesiden jegvælgerægte.dk kan danske forbrugere få gode råd til, hvordan man styrer uden om kopivarer, spotter en ulovlig hjemmeside – og hvad man skal gøre, hvis man alligevel har købt en kopivare.
Firdobling i sager
De seneste fem år har Toldstyrelsen oplevet en firdobling i antallet af sager med kopivarer, og i årets første seks måneder har man registreret over 3.600 sager. Det er særligt falsk tilbehør til mobiltelefoner, kopier af mærkevaretøj og dyre ure, som tolderne finder i pakkerne fra udlandet.
De mest sete kopivarer i Toldstyrelsen i første halvår 2020
Varetype |
Antal artikler |
Tilbehør til mobiltelefoner (covers, adaptere, opladere, batterier, høretelefoner, headset mm.) |
14.189 |
Computerudstyr (skærme, batterier, opladere mm.) |
5.497 |
Høretelefoner, hovedtelefoner, højttalere, kabler mm. |
2.231 |
Tøj |
2.192 |
Legetøj |
1.864 |
Ure |
1.217 |
Kilde: Toldstyrelsen
Bag hjemmesiden jegvælgerægte.dk står Ministeriernes netværk mod IPR-krænkelser bestående af: Patent- og Varemærkestyrelsen, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Toldstyrelsen, Kulturministeriet, Rigspolitiet, Lægemiddelstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen/ Forbruger Europa, Erhvervsstyrelsen, Eksportrådet og Landbrugsstyrelsen.
Kontakt
Journalister: 72 22 12 00
Borgere: 72 22 12 12