Standset i lufthavnen: Havde fire kilo kokain i kufferten
Toldstyrelsen har tilbageholdt 4,1 kilo kokain hos en rejsende i Københavns Lufthavn. Sagen er overgivet til politiet.
I en stikprøvekontrol blandt rejsende i Københavns Lufthavn tirsdag d. 10. januar 2023 fandt toldere 4,1 kilo kokain gemt i bagagen hos en rejsende. En scanning af den rejsendes bagage viste, at der fordelt i to kufferter var i alt 4,1 kilo kokain. Den rejsende oplyste, at han havde fået kufferterne af en ven, men ellers intet kendte til dem. Manden blev herefter anholdt af politiet.
- Vi finder med jævne mellemrum kokain i de rejsendes bagage. Der er et stort marked for narkotika af denne type, og derfor holder vi et skarpt øje på rejsende, der vækker mistanke om smugling. Kontrollen foregår i et tæt samarbejde med politiet i lufthavnen, siger Mette Helmundt, funktionsleder i Toldstyrelsen.
Toldstyrelsen finder generelt narkotika i både flydende og i fast form i alle typer varer og transportmidler, fra rejsende i lufthavne til containere på anløbne skibe i havne og i postpakker i landets postcentre. De seneste tal på narkotikaområdet viser, at Toldstyrelsen tilbageholdte mere end 600 kilo narkotika på grænsen i 1. halvår 2022 herunder 41 kilo kokain.
Læs mere om Toldstyrelsens kontrol af narkotika her.
Toldstyrelsen har overdraget sagen til Københavns Politi for videre efterforskning.
Yderligere kommentarer
Journalister kan kontakte Toldstyrelsens pressevagt på 72 22 12 00 eller presse@toldst.dk.
Toldstyrelsens kontrol
Toldstyrelsen kontrollerer ved alle Danmarks grænser og kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.
Oplysninger modtaget fra andre landes toldmyndigheder og andre danske myndigheder indgår i de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.