Gyldig fra

Toldere finder 10 millioner ulovlige cigaretter i lastbil på Rødbyhavn

Toldstyrelsen har tilbageholdt over 10 millioner ulovlige cigaretter i en lastbil på Rødbyhavn. Sagen er nu overgivet til politiet.

Natten til fredag d. 14. maj 2021 blev en lastbil fra Puttgarden standset på Rødbyhavn i en rutinemæssig toldkontrol. I lastbilen fandt toldere fra Toldstyrelsen over 10 millioner ulovlige cigaretter, der ikke var betalt afgifter af. Afgiften af de 10 millioner cigaretter skønnes at være knap 18 millioner kroner, hvis de skulle sælges i Danmark.

Michael Lund, kontroldirektør i Toldstyrelsen, siger:

- Det er rigtig mange cigaretter, og det bekræfter vores billede af, at der med jævne mellemrum snydes med afgifterne. Tobaksområdet er et prioriteret område i vores toldkontrol, da der foruden snyd med afgifter også er eksempler på ulovlig produktion og kopicigaretter, hvor cigaretterne kan være endnu mere sundhedsskadelige, end cigaretter i forvejen er.

Ved tilbageholdelsen blev hele lastbilen gennemgået af Toldstyrelsen, hvorefter sagen blev overgivet til Sydsjællands og Lolland Falsters Politi for nærmere efterforskning.

Oplysninger fra andre toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.

Foto: ToldstyrelsenFoto: Toldstyrelsen

Yderligere kommentarer

Journalister kan kontakte Toldstyrelsens pressevagt på 72 22 12 00 eller presse@toldst.dk.

Faktaboks: Andre store cigaretfund i Toldstyrelsen

2020: 14 millioner cigaretter fundet i sættevogn på Esbjerg Havn

2020: 1,5 millioner cigaretter i kabeltromler på Aarhus Havn

2019: 5 millioner cigaretter fundet i container på Aarhus Havn

2018: 1,5 million cigaretter beslaglagt på Aarhus Havn

2015: 10 millioner cigaretter fundet på Aarhus Havn

2014: 5 millioner cigaretter skjult i varmtvandsbeholdere i et containerskib

Toldstyrelsens kontrol

Toldstyrelsen kontrollerer ved alle Danmarks grænser og kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.

Oplysninger fra andre toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.