Toldere gjorde usædvanligt fund i Billund Lufthavn
Fire rejsende fra Afrika blev i midten af januar stoppet i Billund Lufthavn med over 80 kilo honning i bagagen. Sagen er overgivet til Fødevarestyrelsen.
Toldere tog lørdag d. 20. januar 2023 fire rejsende ud til stikprøvekontrol i Billund Lufthavn. De fire var rejst fra Afrika, og tolderne valgte at scanne deres bagage. På scanningsbillederne kunne tolderne se indtil flere flasker fordelt ud på flere kufferter. Da tolderne åbnede kufferterne, var der tale om et klistret indhold.
- Tolderne spurgte, hvad der var i flaskerne. En af de rejsende fortalte, at der var tale om honning. I alt havde de medbragt 13 flasker med et samlet indhold på godt 81 kilo, der var til venner og bekendte, forklarede den rejsende. Men da honningen ikke må indføres, blev den tilbageholdt, fortæller Michael Lund, kontroldirektør i Toldstyrelsen.
Sagen med de mange flasker honning blev herefter overdraget til Fødevarestyrelsen.
– Vi ser med jævne mellemrum forsøg på at importere fødevarer fra udlandet, men det er ikke hverdag vi ser honning og i de mængder. Vores toldere ved grænserne og i postcentrene tilbageholder indførselsforbudte fødevarer og overdrager dem efterfølgende til Fødevarestyrelsen, siger Michael Lund.
Foto: Toldstyrelsen
Du kan læse mere om reglerne for indførsel af fødevarer på hjemmesiden rejseregler.dk.
Yderligere kommentarer
Journalister kan kontakte Toldstyrelsens pressevagt på 72 22 12 00 eller presse@toldst.dk.
Toldstyrelsens kontrol
Toldstyrelsen kontrollerer ved alle Danmarks grænser og kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.
Oplysninger fra andre toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.