Gyldig fra

Toldere tilbageholder store mængder ulovlig medicin

Toldstyrelsen har i 2020 tilbageholdt knap en halv million ulovlige piller og knap 100 kilo medicin opgjort efter vægt. Køb i stedet medicin hos en godkendt forhandler, lyder opfordringen fra Toldstyrelsen.

Mængden af ulovlig medicin, som tolderne finder, ligger højt. I 2020 har Toldstyrelsen tilbageholdt knap 500.000 ulovlige piller eller kapsler og knap 100 kilo medicin opgjort efter vægt. Det viser en ny opgørelse, som styrelsen har udarbejdet. De tilbageholdte lægemidler er især fundet i postpakker sendt til private. Toldstyrelsen har bl.a. tilbageholdt receptpligtige potensmidler, smertestillende medicin og receptpligtig antibiotika.

Michael Lund, kontroldirektør i Toldstyrelsen, siger om kontrollen:

- Køber man ulovlig medicin som privatperson, har det ikke kun en økonomisk konsekvens i forhold til told, moms og afgifter, men medicinen kan også udgøre en decideret sundhedsrisiko. Derfor opfordrer vi til, at man følger sundhedsmyndighedernes anvisninger om at købe medicin hos godkendte forhandlere og i samråd med egen læge.

Kigger man ned i tallene, har der været flere store tilbageholdelser. I juni blev to pakker tilbageholdt med i alt godt 27.000 alprazolam-piller (benzodiazepin), og i august fandt tolderne knap 7.000 tramadol-piller i to pakker afsendt fra Storbritannien. I september blev to indrejsende i Billund Lufthavn stoppet med i alt 14.000 tramadol-piller, et opioid som tolderne har set særligt meget af i 2020.

Som udgangspunkt er det kun lovligt at indføre medicin til personligt forbrug, og ved indrejse fra et land uden for EU er kravene mere restriktive. Toldstyrelsen tilbageholdt derfor pillerne, som nu er overdraget til Lægemiddelstyrelsen.

Kontakt

Journalister kan kontakte Toldstyrelsens pressevagt på 72 22 12 00 eller presse@toldst.dk.

Toldkontrol

Toldstyrelsen kontrollerer ved alle Danmarks grænser og kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.

Oplysninger fra andre toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.