Toldere tilbageholdt sidste år 22 millioner i kontanter
Sidste år steg mængden af tilbageholdte kontanter ved grænserne. Rejser man med mere end 10.000 euro, skal man oplyse det til Toldstyrelsen.
Efter et fald i tilbageholdte kontanter i 2020, hvor corona-pandemien holdt mange lufthavne lukkede, tilbageholdt Toldstyrelsen 22 millioner kroner i 2021. Rejser man med over 10.000 euro, skal pengene angives til Toldstyrelsen. Reglerne er ifølge Toldstyrelsens kontroldirektør, Michael Lund, lavet for at holde styr på pengestrømmene ind og ud af landet og for at forhindre hvidvask.
- Sidste år tilbageholdt Toldstyrelsen 22 millioner kroner, der enten ikke var angivet korrekt eller forsøgt smuglet til Danmark. Vi ved, at kriminelle netværk forsøger at hvidvaske kontanter uden om myndighedernes søgelys, og derfor har tolderne ved grænserne hver dag øje på rejsende, der har store pengebeløb med, siger Michael Lund.
Foto skal krediteres Toldstyrelsen
Siden 2019 har Toldstyrelsen tilbageholdt 45 millioner kroner. Pengene stammer primært fra rejsende, og den største sag af den type fandt sted i november 2021, hvor toldhunden Andy var med til at finde 5,7 millioner kroner i to kufferter i Københavns Lufthavn. I 2021 fandt Toldstyrelsen desuden 7,7 millioner kroner på paller med frostvarer på et skib.
- Lige som der er grænser for, hvor meget alkohol, man må have med til Danmark, er der også grænser for, hvor mange penge, man må have med, før man skal angive dem. Vi ser sager, hvor rejsende ubevidst overtræder reglerne, og det er en meget ærgerlig situation at stå i. Min klare opfordring er derfor, at man tjekker reglerne på rejseregler.dk, lyder det fra kontroldirektøren.
Læs mere om Toldstyrelsens kontrol af penge her.
Rejser du ind i eller ud af Danmark med kontanter eller andre likvide midler, der svarer til en værdi af 10.000 euro (ca. 75.000 kroner) eller mere, skal du angive beløbet til Toldstyrelsen. Det gælder uanset typen af valuta, og uanset om de likvide midler er kontanter, ihændehaverpapirer som fx rejsechecks og checks eller visse former for guld. Læs mere på rejseregler.dk
Kontakt
Journalister kan kontakte Toldstyrelsens pressevagt på 72 22 12 00 eller [email protected].
Tilbageholdte kontanter:
2021: 22 millioner kroner
2020: 7 millioner kroner
2019: 16 millioner kroner