Gyldig fra

Toldstyrelsen finder 14 kilo narkotika på Hirtshals Havn

Ved en stikprøvekontrol i starten af maj fandt toldere otte kilo amfetamin og seks kilo hash i en bil på havnen i Hirtshals. Sagen er overgivet til Nordjyllands Politi.

Lørdag d. 6. maj 2023 blev en bil taget ud til rutinemæssig stikprøvekontrol af Toldstyrelsen på Hirtshals Havn. Bilen, der skulle ombord på en færge, viste sig at indeholde i alt otte kilo amfetamin og seks kilo hash. Det var chaufførens forklaring, der undrede tolderne, og derfor valgte de at tage bilen med til yderligere kontrol i en undersøgelseshal.

- Bilen blev gennemsøgt med toldhund, der viste interesse flere steder. Efter nærmere kontrol fandt vi de mange kilo narkotika bagerst i bilen og pakket i flere lag vakuum, hvorefter politiet blev tilkaldt, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund. 

Foto: Toldstyrelsen

Toldstyrelsen finder generelt narkotika i både flydende og i fast form i alle typer varer og transportmidler, fra rejsende i lufthavne til containere på skibe i havne og i postpakker i landets postcentre. De seneste tal på narkotikaområdet viser, at Toldstyrelsen tilbageholdt 50 kg amfetamin og 555 kilo hash i 2022.

Sagen med de i alt 14 kilo narkotika er overdraget til politiet til videre efterforskning.

Læs mere om Toldstyrelsens kontrol af narkotika i 2022.

Yderligere kommentarer

Journalister kan kontakte Toldstyrelsens pressevagt på 72 22 12 00 eller [email protected].

Toldstyrelsens kontrol

Toldstyrelsen kontrollerer ved alle Danmarks grænser og kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.

Oplysninger fra andre toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.