Gyldig fra

Toldstyrelsen har beslaglagt knap 90 kilo kokain i 2019

Sidste år beslaglagde toldere næsten 90 kilo kokain. En række store beslag har trukket tallet op, fortæller kontroldirektør.

I toldkontroller ved landets grænser finder Toldstyrelsen kokain i alt fra pakker, kufferter til biler og containere. I 2019 beslaglagde toldere næsten 90 kilo kokain på landsplan. I 2018 var tallet knap seks kilo.

- Sidste år beslaglagde tolderne knap 90 kilo kokain, der var på vej over Danmarks grænser. Vi går målrettet efter de smuglere, der forsøger at indføre euforiserende stoffer som eksempelvis kokain, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Preben Buchholtz.

Smuglerne er kreative

Det høje tal skyldes først og fremmest en række store beslag i løbet af 2019. I maj tilbageholdt toldere på Rødbyhavn en varevogn med 18 kilo kokain, og senere samme dag fandt toldere i Københavns Lufthavn seks kilo kokain skjult i kufferter. I december fandt toldere i Københavns Lufthavn på ny knap syv kilo kokain gemt i shampooflasker, og på Aarhus Havn lå 40 kilo kokain skjult i en container.

- Smuglerne forsøger sig med forskellige kreative måder at indføre ulovlige varer. Derfor har vi toldere placeret i hele landet, der laver effektiv toldkontrol baseret på stikprøver, risikovurderinger og overvågning, siger Preben Buchholtz.

Toldstyrelsen finder kokain i både flydende og i fast form i mange forskellige typer af varer og transportmidler. Toldstyrelsen råder over narkohunde, som kan snuse sig frem til pakker og breve, der er værd at åbne. Når Toldstyrelsens beslaglægger narkotika i toldkontrollen, overdrages sagerne til politiet, der tager stilling til den videre efterforskning. 

Toldstyrelsen har i dag 800 medarbejdere til at sikre smidig handel og effektiv toldkontrol og kontrollerer grænseovergange med kontrolenheder i hele landet, hvoraf Københavns Lufthavn og grænseovergangen i Padborg er de største.

Læs mere om Toldstyrelsen kontrol af narkotika her.

Kontakt 

Journalister: 72 22 12 00