Gyldig fra

Undgå en ekstraregning efter shoppingturen til London

Efter Brexit er der andre grænser for, hvor meget rejsende kan tage med hjem fra shopping i London uden at betale told. Toldstyrelsen minder i dag de rejsende i Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn om reglerne.

Flyene letter igen med danskere på vej til juleshopping i europæiske storbyer. Toldstyrelsen forventer derfor mange rejsende igennem toldslusen i lufthavnene i ugerne op til jul, og især én destination kan give ekstra travlhed for tolderne. Storbritannien er nu et land uden for EU, og det giver anledning til ekstra vejledning om toldreglerne. Det fortæller Mette Helmundt, der er funktionsleder i Københavns Lufthavn.

- Corona fylder igen herhjemme, men vi kan se, at mange danskere har booket rejser til fx London, og nogle af rejserne er formentlig for at shoppe julegaver. Derfor skruer vi op for vejledningen i lufthavnen og vejleder i dag de rejsende i lufthavnene i Billund og København om told, før de går ombord på flyet, siger Mette Helmundt.

Efter Brexit gælder der samme regler for rejser til London som til andre lande uden for EU. Det betyder, at hvis du tager varer med hjem for mere end 3.250 kr., skal du betale told og evt. afgifter. Derudover er der grænser for hvad du må tage med hjem af tobak og alkohol. Reglerne er de samme for andre destinationer uden for EU.

- Når du ankommer med fly fra et land uden for EU, og har du taget varer med hjem for over 3.250 kr., så skal du forbi en tolder, før du forlader lufthavnen, og betale told og evt. afgifter. Er du i tvivl om reglerne, så tjek dem på rejserregler.dk, før du tager afsted, lyder opfordringen fra Mette Helmundt.

Toldstyrelsen er i dag til stede i lufthavnene i Billund og København med medarbejdere, der vejleder flyrejsende om rejseregler.

Læs mere om reglerne på rejseregler.dk

Rejsereglerne

Du skal betale told og afgifter, når du ankommer fra et land uden for EU, hvis du har købt varer for over:

  • 3.250 kr., hvis du ankommer til Danmark med fly eller skib
  • 2.250 kr., hvis du ankommer med andre transportformer.

Hvis du har købt varer i et land uden for EU og mellemlander med fly i et EU-land på vej hjem, gælder reglerne for varer købt i landet uden for EU.

Reglerne gælder kun for varer, du fysisk har med dig, og ikke for varer, du fx sender med post.