Gå til sidens indhold

Stor rift om at blive Brexit-tolder: Toldstyrelsen har modtaget over 2.000 ansøgninger

Toldstyrelsen har oplevet massiv interesse for tolderjobs i forbindelse med Brexit.

Toldstyrelsen forbereder sig på Brexit med nye medarbejdere inden for flere fagområder, og interessen for at søge stillingerne har været stor. Flere end 2.100 ansøgere er der kommet ind til stillingerne, der er placeret flere steder i landet

- Vi er stolte og glade over, at så mange har lyst til at søge arbejde hos os. Det vidner om, at vi på kort tid har fået spredt budskabet om, at Toldstyrelsen er et godt sted at arbejde. Det må vi et langt stykke hen ad vejen takke vores medarbejdere for, for det er dem, der gør det til en god arbejdsplads. Ligesom det er dem, der har været med til at sprede budskabet, siger Maren Holm Johansen, underdirektør i Toldafdeling I.

De 50 nye stillinger blev slået op i starten af september, og i ansøgerfeltet er der både meget fagligt brede og meget fagligt målrettede ansøgninger. Blandt ansøgningerne er det stillingerne i toldkontrollen, der ligger højest. Opslagene for toldekspedition og toldkontrol i Syddanmark og i København har fået flest ansøgere.

Fakta om de nye stillinger

Hvis Storbritannien forlader EU den 29. marts næste år uden en handelsaftale med EU, skal borgere og virksomheder, der handler med Storbritannien, til at betale told og bruge andre dokumenter og arbejdsgange i forbindelse med import og eksport. Derfor vokser Toldstyrelsens opgave, både i forhold til vejledning, men også i forhold til den øgede kontrol, der kommer af fragt, private postforsendelser og rejsende mellem Danmark og Storbritannien.