Gå til sidens indhold

Kommissorium for Toldkontaktudvalget

For at sikre samarbejdet mellem erhvervslivet og myndighederne på toldområdet er der nedsat et fagligt Toldkontaktudvalg.

1. Formål

Toldkontaktudvalget er et forum for drøftelse og information om administrationen på toldområdet i forhold til virksomheder og rådgivere. Hensigten med udvalget er at give virksomheder og rådgivere mulighed for at drøfte og komme med idéer og forslag til forbedringer af de aktiviteter, som toldmyndigheden målretter til virksomheder og rådgivere.

Toldkontaktudvalget vil blandt andet:

  • Drøfte spørgsmål om fortolkning af lovgivning, implementering af nye love samt toldmyndighedens administration af toldområdet.
  • Drøfte virksomhedsrettede aktiviteter og effekten heraf.
  • Drøfte behovet og formen for vejledning og information på toldområdet.

2. Sammensætning af udvalget

Toldkontaktudvalget består af repræsentanter fra rådgiver- og brancheorganisationer, udpegede samarbejdspartnere og repræsentanter fra Toldstyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, andre statslige institutioner og Skatteministeriets departement.

Formand for Toldkontaktudvalget er direktør for Toldstyrelsen. Told, direktionssekretariatet er sekretariat for kontaktudvalget.

Branche- og rådgiverorganisationerne har hver ét medlem af udvalget. Organisationerne udpeger medlemmerne og giver derefter sekretariatet besked.

Formanden kan lade chefer og medarbejdere fra Skatteministeriets koncern, rådgiver- og brancheorganisationer, udpegede samarbejdspartnere og andre statslige institutioner deltage ad hoc ved kontaktudvalgets møder, hvis det skønnes relevant i forhold til de enkelte dagsordenpunkter.

Udtræder et medlem af udvalget, udpeges der et nyt medlem af den organisation, institution eller myndighed, som medlemmet kommer fra. Der ydes ikke befordringsgodtgørelse eller mødehonorar til udvalgets medlemmer.

3. Mødefrekvens

Toldkontaktudvalget holder ordinære møder tre gange årligt, men kan indkaldes efter behov.

Medlemmerne vil blive bedt om tilmelding til de enkelte møder, og hvor medlemmerne finde det relevant, at der inviteres andre personer med til mødet, skal det begrundes i forhold til dagsordenen.

4. Arbejdsform - Udvalgets opgaver

Medlemmerne af Toldkontaktudvalg kan komme med forslag til dagsordenpunkter til møderne. Punkter til dagsorden fremsendes til sekretariatet med en kort skriftlig redegørelse senest 14 dage før det pågældende møde. Endelig dagsorden med tilhørende skriftligt materiale bliver sendt elektronisk senest 1 uge før mødet.

Sidst opdateret 25. marts 2019