Gå til indhold

Skal din virksomhed tilsluttes ICS2 for luftfragt? Sådan bliver I koblet på

Fra 1. marts er der skærpede sikkerhedskrav til luftfragt af varer, som transporteres ind i EU. De virksomheder, som skal indsende angivelser til det nye EU-system, skal aftale med Toldstyrelsen, hvornår de kobles på systemet. Alle virksomheder skal tilsluttes inden 2. oktober, men for nogle brancher er deadline allerede 30. juni.

Med EU’s nye importkontrolsystem, ICS2, skal virksomhederne indsende flere data og på et tidligere tidspunkt end i dag, når de transporterer varer ind i EU via luftfragt. Virksomhederne skal indsende data i form af ENS-angivelser (Entry Summary Declarations, også kaldet summariske indpassageangivelser). Det skal de gøre til EU-systemet Shared Trader Interface (STI).

Virksomheder kobles på i vinduer

Derfor skal de virksomheder, som skal indsende ENS-angivelser eller ankomstnotifikationer til STI, kobles på systemet. Det gælder både virksomheder, som bruger eget it-system, virksomheder som bruger en ekstern it-leverandør, og virksomheder, som skal bruge EU’s online-løsning.

Tilslutningen sker i udrulningsvinduer alt efter branche, og vinduerne ligger imellem 1. marts og 2. oktober:

  • Første vindue er for transportører, softwareleverandører og virksomheder, som indsender ENS-angivelser på vegne af transportører. Vinduet ligger mellem 1. marts og 30. juni.
  • Andet vindue er for øvrige sektorer, herunder speditører og handlingselskaber. Vinduet ligger mellem 1. juli og 2. oktober.

Toldstyrelsen koordinerer, hvornår de enkelte virksomheder går på systemet.

Virksomheder skal kontakte Servicedesk

De virksomheder, som skal indsende ENS-angivelser, skal kontakte Toldstyrelsens Servicedesk for at aftale, hvornår virksomheden kobles på systemet. Det vil ske i et vindue på to uger, og virksomheden har mulighed for at ønske et tidspunkt.

Toldstyrelsen koordinerer tidspunkterne med de forskellige virksomheder og formidler planen til EU-Kommissionen. Vi opfordrer til, at virksomhederne kontakter Servicedesk inden 15. marts, så vi hurtigst muligt kan få et samlet overblik.

Du kan kontakte Servicedesk på systemudvikling@toldst.dk.

Læs mere om målgruppe og testforløb for ICS2 for luftfragt.

Danmark har ansøgt om udskydelse

Danmark har ansøgt EU-Kommissionen om udskydelse til 31. oktober for den nationale del af tilslutningen til ICS2 for luftfragt. Udskydelsen har ikke betydning for opkoblingen til STI eller for de data, der skal sendes ind. Danske virksomheder skal derfor stadig leve op til de nye ICS2-krav, fra de bliver koblet på det nye system senest 2. oktober.

Danske virksomheder vil inden 31. oktober blive onboardet til det nationale system Manifest. Danmark er i dialog med EU-Kommissionen om den videre tidsplan.

Faktaboks

ICS2 er EU’s nye importkontrolsystem, som udrulles i tre dele. Med ICS2 kommer der skærpede krav, når virksomheder transporterer varer ind i EU fra lande uden for EU.

  • Første del trådte i kraft 15. marts 2021 og gjaldt post- og ekspreskurérforsendelser.
  • Anden del træder i kraft 1. marts 2023 og gælder luftfragt.
  • Tredje del træder i kraft 1. marts 2024 og gælder fragt via vand, vej og jernbane.